– Jeg er skeptisk, men håber, at en ny præsident i Colombia vil ændre vort liv til det bedre

Oprindeligt publiceret af Arbejderen.dk

af AH@ARBEJDEREN.DK

Sidste år blev colombianeren César Galarza udsat for et attentat og overlevede trods fire kugler i kroppen. Han håber, at den progressive præsidentkandidat Gustavo Petro vinder i første runde af valget på søndag. Men der skal meget mere til end en ny præsident for at forbedre forholdene i landet, mener han.

På søndag den 29. maj finder første runde af præsidentvalget i det sydamerikanske land Colombia sted. Anden runde finder sted den 19. juni, hvis ingen af kandidaterne har fået over 50 procent af stemmerne.

26-årige César Galarza håber, at valget vil skabe forandring. Han kommer fra Cauca-provinsen og er illustrator, kunstner og sanger.

Op til valget fører den progressive Historiske Pagt i de fleste meningsmålinger. Pagtens præsidentkandidat er Gustavo Petro, og vicepræsidentkandidat Francia Márquez står til at vinde valget. De har indtil videre fået et gennemsnit på 40-45 procent af stemmerne i de fleste meningsmålinger. 

Den konservative kandidat Federico Gutiérrez fra koalitionen ETC (Team for Colombia) står til at få 20,1 procent i første runde.

– Selv om Gustavo Petro fra Den Historiske Pagt vinder, kommer der ikke til at ske gennemgribende ændringer fra den ene dag til den anden. Og de paramilitære grupper, der myrder os, vil stadig operere, og de vil måske få endnu mere kraft, siger César Galarza i et interview med Arbejderen.

Han er i Danmark for at fortælle om situationen i Colombia, hvor krigen atter er blusset op, og nye og gamle guerillagrupperinger, narkobander, paramilitære og hæren lever i bedste velgående.

Hver eneste uge er der nyheder om massakrer og drab på sociale ledere og afvæbnede guerillaer.

Alligevel er César Galarza forsigtig optimist, selv om han er blandt de colombianere, der er blevet hårdest ramt af dødspatruljer. Sidste år ramte fire kugler hans krop, og han overlevede med nød og næppe attentatet, som slog fem af hans kolleger ihjel.

César Galarza tilhører Nasa-folket, der er et af Colombias oprindelige folk, og han er aktiv i ACIN – de oprindelige folks sammenslutning i det nordlige Cauca. Han bruger sin kunst til at formidle et svar på dén vold, som hans folk er udsat for, men også om de vilkår og kampe, de gennemlever.

Stop volden mod os

Césars kæreste, 30-årige Katherin Arias, er også aktiv i kampen for Nasa-folkets rettigheder. Hun er også skeptisk før valget, men alligevel optimist.

– Det har været rigtig fedt at se Den Historiske Pagt opbygge styrke i de seneste måneder, men der er i bund og grund ikke så meget, som præsidentkandidaten her og nu kan gøre for at stoppe volden mod os og mod alle de kritiske røster i Colombia, der lider, siger hun under interviewet, der finder sted i Arbejderens redaktionslokaler i Københavns Nordvestkvarter.

Selv er hun traditionel jordemoder – en såkaldt “dhoula” – og er aktiv i bevægelsen af ofre for statens kriminalitet (MOVICE). 

Katherin Arias har også noget at have sin forsigtige skepsis i.

For otte år siden blev hendes daværende kæreste dræbt i et attentat, begået af en paramilitær gruppe, der ifølge colombianeren står i ledtog med regeringshæren.

– Det er altså ikke så meget kandidaterne som personer, vi har forhåbninger til. Det er de politiske bevægelser, som samtidig er skabt under denne valgkampagne, og som kommer nedefra. 

– Men når dét er sagt, så er jeg nu virkelig glad for at se vicepræsidentkandidaten Francia Márquez, for hun kommer fra det samme sted som César – rent faktisk fra en nabolandsby i Cauca-provinsen. Det er glædeligt at se en af vores egne, der virkelig kommer fra folket, lyder det fra Katherin Arias.

Francia Márquez er fra den sociale bevægelse Soy Porque Somos (“Jeg er, fordi vi er”), og hun tilhører Colombias sorte befolkning.

Progressivt alternativ

Med i Den Historiske Pagt (Pacto Histórico) er Colombias Kommunistiske Parti (PCC), men også det venstresocialdemokratiske parti Polo Democrático Alternativo (Alternativ demokratisk pol). Deltagere i det historiske centrum-venstreprojekt er desuden MAIS, Movimiento Alternativo Indígena y Social (Den alternative oprindelige og sociale bevægelse), Congreso de los Pueblos (Folkekongressen) og forhenværende senator Piedad Córdobas parti Movimiento Poder Ciudadano (Bevægelsen for folkets magt).

Med er også Unión Patriotica (Patriotisk Union) – et parti der har overlevet et “politisk motiveret massedrab” på mere end 5000 af dets militærfolk og ledere i 1980’erne.

Selv er præsidentkandidaten for Den Historiske Pagt, Gustavo Petro, tidligere soldat i den guerillahær, der i 1970’erne og 1980’erne var kendt som 19. april-bevægelsen (M-19). Han blev senere borgmester i hovedstaden Bogotá på en valgplatform for fred og forsoning.

I de seneste meningsmålinger fra instituttet Invamer står Gustavo Petro til at få 48,4 procent af stemmerne i første valgrunde – meget tæt på sejr i første runde og komfortable 68,3 procent i anden runde.

Men ifølge César og Katherin er sejren langtfra sikret.

– Vi ved, at der er en risiko for, at valget bliver “stjålet”, som det er sket så mange gange før i Syd- og Mellemamerika. For det politiske system er intakt, og det er desuden en kæmpe risiko for kandidaterne bare at stille op. Vi ved, at det parlamentariske system ikke kommer ikke til at løse alting for os. Alt for meget er “låst”, mener Katherin Arias.

Ifølge César Galarza skaber de højreorienterede kræfter i Colombia problemer, vold og kaos. 

– Lige i disse dage oplever vi en række vejblokader, udført af paramilitære grupper, som har stoppet flere hovedveje i landet. Ifølge den uafhængige organisation for menneskerettigheder Indepaz er fem allerede dræbt, siger han.

Ramt af skud

Helt tilbage i 2005 forsøgte attentatmænd at udslette flere medlemmer af César Galarzas familie. 

– Min mormor blev dræbt. Og de gav os tre dage til at komme ud af landsbyen, fortæller colombianeren. 

Familien måtte flygte for en stund, men vendte efter et stykke tid tilbage og blev en del del af den oprindelige befolknings bevægelse, blandt andet La Guardia, der er Nasa-folkets beskyttelsesværn.

Normalt er det lige netop paramilitære grupper, som er tilknyttet regeringshæren, politiet eller narkobaroners bander, der slår kritiske røster ihjel.

Men attentatet mod César Galarza sidste år blev begået af en såkaldt dissidentgruppe fra FARC-EP, der ikke ville nedlægge våbnene og adlyde ordren om at indstille den væbnede kamp. De opererer i netop Cauca-provinsen, der er rig på coca- og marihuanamarker, som er ekstremt profitable. De vil kontrollere området, som i generationer har været det lokale Nasa-folks. Tidligere har de sendt trusler til landsbyer i området, men ikke lige op til attentatet, oplyser César Galarza.

Dissidentgrupperne bidrager til at skabe næsten totalt kaos i Colombia, siger César Galarza, der blev ramt af fire kugler, da han sad i et køretøj sammen med fem kolleger, som var sociale aktivister og radiofolk, som alle var medlemmer af Asociación de Cabildos Indígenas del Norte del Cauca (ACIN). 

Angrebet fandt sted i Santander de Quilichao.

– Min gode ven og familiemedlem Beatriz Cano blev dræbt. Jeg selv blev ramt, men overlevede. Beatriz’ datter på fem år, som er min kusine, var den eneste anden, der også overlevede. Men hun måtte efterfølgende igennem nogle voldsomme operationer, fortæller César Galarza.

César Galarza fik i tiden efter flere trusler. Og han oplevede, at mænd fulgte efter hende, når hun skulle aflevere sønnen i skole. 

– Da jeg oplevede presset på min familie, måtte jeg genoverveje, hvad jeg kunne gøre. I Colombia er der intet sted, der er sikkert for de, der er kritiske og imod krigen, siger han og tilføjer, at han ikke længere kunne udføre sit journalistiske arbejde som formidler i Cauca-provinsen.

– Dissidentgruppen tror, at jeg udfører efterretningsarbejde, så det var ikke mulighed for at fortsætte mit virke.

En vej ud?

Normalt er det narkobaroner, paramilitære grupper fra politiet og militæret, der står bag attentaterne. Hvorfor denne dissidentgruppe?

– Cauca har altid været i konflikt. Der er faktisk faktisk to grupper, som vil kontrollere territoriet. Selvfølgelig er det klart, at vi som oprindeligt folk er imod det, og vi laver radio imod dette. Gruppen, der udførte attentatet mod os, tog faktisk ansvaret for det bagefter. De kom med en erklæring. 

César Galarza og Katherin Arias blev skrevet op til at komme under et særligt beskyttelsesprogram i Katalonien i Barcelona, Spanien.

– Dette kan være en vej ud. Vi har fået mulighed for at komme ud, tilføjer César Galarza og ser lettet ud.

Han har end ikke turdet få rejst attentatet retsligt, fordi mange af hans kammerater er blevet dræbt af hæren og politiet I Colombia.

Det lyder som om, der er totalt kaos i Colombia?

– Lige præcis. De fleste drab bliver begået af hæren og politiet og grupper, der er tæt på regeringen. Der eksisterer konstant en stor frygt i landet, som regeringen bruger til at sælge budskabet om “sikkerhed” til den skræmte befolkning. 

– I stedet for at arbejde for fred og løse problemet – imødekomme befolkningens behov – ser vi opblomstring af dissidentgrupper og nye væbnede grupper, som optræder meget aggressiv og rekrutterer børn helt ned til 10 år.

Børn og krigen

Katherin ser over på sin søn Sua, der er 10 år gammel. Han sidder overfor og spiller et spil på sin telefon. Han kan ikke huske sin far, der blev dræbt af dødspatruljen, tilknyttet hæren, for otte år siden.

Hvorfor tillader I, at børn som Sua hører om mord, attentater og anden vold? Her på disse breddegrader skærmer vi jo børn fra den slags nyheder.

– Når vi hører forfærdelige nyheder fra Cauca, vælger vi ikke direkte at sige det til min søn. Han er godt nok til stede under dette interview, men vi prøver at involvere ham i processen med at mindes og huske de personer, der har været i hans liv, men som nu er døde. 

– Volden er en del af hverdagen. Ligegyldig hvem du snakker med i lokalsamfundene i Cauca, så er der nogen, der har mistet nogen, og der er ikke meget plads til at være i sorgen over tabene. Vi kanaliserer sorgen over i kampen, siger Katherin Arias.

Drengen Sua deltager som keybordspiller i César Galarzas koncerter, senest i Danmark i sidste uge. Overskuddet fra aftenen gik til sundhed og uddannelse for de oprindelige folk i Cauca-provinsen, og man kan fortsat sende donationer til familien gennem Colombia Solidaritet. 

Sammen har César Galarza og Katherin Arias et spædbarn, som står i sin klapvogn ude i den smalle gang i Arbejderens redaktionslokaler. Hun bærer navnet Libertad, som på spansk betyder “Frihed”.

– Lige netop frihed vil hendes kommende børnebørn opleve, for frihed er noget, der kræver generationers kamp. Det er et helt tankemønster, der skal ændres.

Den lille familie har siden februar været i midlertidig eksil i den spanske by Barcelona som del af det catalanske program for midlertidig beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere (Programa Catalán de Protección Temporal de Defensoras de DDHH). 

I Danmark er de ledsaget af kammerater fra solidaritetskollektivet MALOKA fra Barcelona. Den uafhængige danske ngo Colombia Solidaritet har arrangeret deres besøg her i landet.

Fredsaftale i stumper

Baggrunden for den stigende vold er helt konkret. Fredsaftalen fra 2016 har haft meget svære kår, mener Katherin Arias.

Dengang underskrev befrielsesbevægelsen FARC-EP og regeringen en aftale om fred. FARC-EP nedlagde sine våben, og der kom løfter om jordreformer og sociale fremskridt.

Men et flertal stemte ved en folkeafstemning nej til aftalen, så den måtte ændres, og i 2018 vandt højrefløjens kandidat Iván Duque præsidentvalget. Han blev valgt for partiet Centro Democrático med løfter om at rive fredsaftalen i småstykker. 

Krigen blussede op. Hver uge er der nyt om drab på sociale og politiske ledere og tidligere FARC-EP-medlemmer. 

Fredsaftalen er blevet syltet, og den er ikke blevet implementeret, mener Katherin Arias og César Galarza.

– Fredsaftalen var et kæmpe håb for os. Vi håbede på en masse. Men i realiteten er konflikten taget til. Vi fra Nasa-folket har altid ønsket fred, der konkret bygger autonomi og medbestemmelse. Det kom faktisk med i fredsaftalen med et lille kapitel om de oprindelige folks rettigheder. Men det er altså kun blevet på papiret, for den nuværende regering har aldrig ønsket fred, siger César Galarza.

Hvorfor ikke?

– Fordi de tjener penge på krigen. Cauca er et af de områder, der virkelig har lidt på grund af dette. Omkring regeringen er der et helt maskineri, der er forbundet til narkohandlen. Det samme er de mange nye væbnede grupper, der er opstået efter demobiliseringen af FARC-EP. Ja, de er også involveret i cocadyrkning. Regeringen på sin side har økonomiske interesser i krigen.

Ifølge César Galarza er et andet af punkterne i fredsaftalen heller ikke opfyldt. Som en del af aftalen fik bønder mulighed for at “skifte” ulovlige afgrøder som marihuana og coca med “lovlige”. Men dén aftale er slet ikke blevet ført ud i livet.

– Og småbønderne i området har virkelig vanskelige vilkår at arbejde under, for staten sætter ikke gang i byggeriet af veje og broer, så bønderne kan komme på markedet med deres produkter. Så resultatet er, at mange af de folk, der dyrker coca, kommer udefra og overtager jorden, så de kan dyrke coca og marihuana.

– Jeg udtaler mig ikke som leder af MOVICE, men som menigt medlem. Og jeg mener slet ikke, at staten anerkender os som ofre. Det er blevet sværere at tage dén kamp, efter at fredsaftalen er blevet underskrevet.

– Der er en helt forkert opfattelse af, at der ikke længere er konflikt i landet. 

Som et led i fredsaftalen fra 2016 blev der oprettet en “fredsdomstol” (JEP) (Jurisdicción Especial de Paz), som skulle undersøge volden under den lange krig og skabe fred og forsoning. Men ifølge César Galarza og Katherin Arias er regeringen løbet fra løfterne, og sociale aktivister og tidligere guerillaer er i latent fare for at blive dræbt eller udsat for undertrykkelse.

Kunst som et opråb!

Både César Galarza og Katherin Arias er ivrige for at dele deres erfaringer med at bruge aktivisme og folkelig kunst til at råbe op om uretfærdigheder, skabe social forandring og fremme en fælles historiefortælling, der ifølge dem alt for længe er blevet ignoreret og gjort tavs i Colombia. 

César retter sig ivrigt frem i stolen.

– Kunsten ser vi som en form for modstand. Fordi der eksisterer en så stærk undertrykkelse i Colombia, ser vi kunsten som en måde at råbe op på, siger han.

– Jeg anvender kunst og musik til at komme med et budskab eller et modsvar til undertrykkelsen. I forhold til unge mennesker, der bliver rekrutteret til de væbende grupper, så bruger jeg musikken til at fortælle, hvordan de unge bliver påvirket af konflikten. Jeg fortæller de unge, at de kan bruge deres liv på noget andet. Der er nemlig ikke mange steder, de unge kan udtrykke sig.

Katherin Arias arbejder med tekstiler som udtryksform, for eksempel broderi og patchwork.

– Der er desværre mange unge, der bliver rekrutteret til krigen. Så kunsten bidrager til, at de “bliver på vores side”, bemærker hun og tilføjer, at der i forvejen ikke er mange “rum” til dem at udtrykke sig kunstnerisk i.

Hvad er det, kunsten kan, som andre udtryksformer måske ikke kan?

– Vi kan bruge musikken til at fortælle noget direkte til folk og komme med nogle stærke budskaber. Hvis vi for eksempel sagde det direkte under et offentligt møde, ville man med det samme blive politisk forfulgt. Men det er anderledes med en sang.

Er du bange?

– Nej, for hele mit liv har jeg levet i den her konflikt. På den måde mister man frygten.

César Galarza tøver et par sekunder og ser ekstra eftertænksom ud. Han har ikke mere at sige.