RET TIL PROTEST
modige advokater i Colombia

Politisk forfølgelse og retten til protest

Det er farligt at organisere sig og udtrykke sig politisk i Colombia, da der eksisterer en systematisk og mangefacetteret forfølgelse og undertrykkelse af enhver opposition mod den herskende orden. 

Denne forfølgelse er kommet til udtryk på forskellig vis gennem landets mangeårige konflikt, men er desværre ikke blevet historie med fredsaftalen mellem guerillaen FARC-EP og regeringen i 2016. Den siddende regering med præsident Ivan Duque i spidsen fortsætter med at stigmatisere alle demonstranter ved at beskylde dem for at være i ledtog med guerillaerne, og tiden efter fredsaftalen har været karakteriseret af en støt stigning i drabene på sociale ledere og tidligere guerillaer. Colombia er igen skueplads for brutale massakrer og “social rengøring”, hvor væbnede grupper fordriver eller dræber, enhver der stikker udenfor normen i fattige kvarterer. Straffriheden hersker fortsat, falske juridiske anklager mod politiske aktivister er udbredte, og politibrutalitet med dødelig udgang er alarmerende. 

COLSOL har beskæftiget sig med beskyttelse af politiske aktivister lige siden vores tidligste engagement som fredsvagter, der ledsager bondeorganisationer i Colombias hårdeste konfliktområder. Siden da har vi forskellig vis støttet op om sociale bevægelser, da vi oplever at den internationale opmærksomhed kan skærme dem mod den værste repression.  

farligt at organisere sig i Colombia

Samarbejdet med Fundación Lazos de Dignidad

COLSOL har samarbejdet med advokatkollektivet Fundación Lazos de Dignidad (FLD) siden vi lærte dem at kende i Colombia i 2008. FLD forsvarer politiske aktivisters ret til at organisere sig og udtrykke sig gennem juridisk og psykosocial bistand. 

FLD har en stærk historie, som et advokatkollektiv, der havde modet til at forsvare politiske fanger i en tid hvor dette var den direkte vej til offentlig stigmatisering. Under fredsforhandlingerne blev FLD anerkendt som bidragyder med juridiske inputs til processen, og kollektivet blev udpeget til at udarbejde listen over FARC-medlemmer i fængslerne. 

I dag fokuserer FLD sit arbejde på at sikre politiske aktivisters ret til protest, samtidig med at de støtter tidligere guerillaer i deres tilbagevenden til det civile liv særligt i den Caribiske region. 

ret til protest

Læs COLSOLs artikel “Politiske fanger bekæmper fængselsimperalisme”, som blev publiceret på Modkraft.dk i 2016. Du er også velkommen til at kontakte os for at finde ud af mere.

BACK TO TOP