Colombia: Kampen fortsætter

Oprindeligt publiceret af Colombia NYT

Af Nina Lendal, frivillig for International Action for Peace

På papiret er der fred i Colombia, men for de sociale bevægelser fortsætter kampen for social retfærdighed. Årsdagen for fredsaftalens ikrafttræden (24/11/17) præges af brudte løfter, træghed i implementeringen, voldelige angreb på fredelige protester og en stigning i selektive drab på sociale ledere. Alligevel fastholder de bondeorganisationer, jeg ledsager gennem International Action for Peace (IAP), deres tro på fredens vej med fredsaftalen som en afgørende løftestang for sociale forandringer.

På min seneste ledsagelse spurgte jeg menneskerettighedsforkæmperen Julio, hvordan han syntes det gik med fredsprocessen. Han svarede, at det korte svar er ”skidt”. Vi befandt os i Guaviare på kanten af Amazonas, hvor de regionale bondeorganisationer havde indkaldt til tre dages mobilisering til forsvar for fredsaftalen. Mobiliseringen var indkaldt på baggrund af regeringens adskillige aftalebrud som del af en national protest med alt fra markeringer og demonstrationer til vejblokader.

Julio er ikke overrasket over regeringens aftalebrud. Som i resten af Colombia, har lokalsamfundene i Guaviare adskillige uopfyldte aftaler liggende, som de har indgået med regeringen efter tidligere strejker og protester. Han resignerer dog ikke af den grund, blandt andet fordi den omfattende nationale og internationale opmærksomhed omkring aftalen sår et vis håb for, at regeringen kan presses til at levere.

De bondeorganisationer, jeg ledsager gennem IAP, er enige om, at fredsaftalen er et dokument, der kan være en afgørende løftestang for sociale landvindinger. Som bondelederen Eduardo udtrykte det til et seminar nogle dage inden mobiliseringen; ”Fredsaftalen er ikke bare til gavn for guerillaen. Tværtimod. 95 % af aftalen handler om at tage fat ved konfliktens rødder. Den søger at gøre op med den strukturelle uretfærdighed. Den handler om skoler, veje og jord til os bønder. Derfor må vi ud og forsvare den”.

Guerillabevægelsen FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Ejército del Pueblo) har overholdt sin del af aftalen. I august 2017 indleverede bevægelsen sine sidste våben og d.1.september overværede jeg, at de omdannede sig til et politisk parti med stor festivitas på Bolivarpladsen i Bogotá. Partiet fik det nye navn Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común (FARC), som betyder Fællesskabets Alternative Revolutionære Kraft.

Det går mere trægt for regeringen. Heraf Julios slette diagnose. Senest har FN udtrykt deres bekymring over at regeringen ikke leverer[i]. Som Julio minder mig om, har fredsprocessen mange fjender, og de sætter deres kræfter ind både i lovgivningsprocessen, i implementeringen og langt ud over det lovformelige Colombia.

Kan aftalen forhales til døde?

I oktober 2016 stemte colombianerne nej til fredsaftalen med en sølle stemmeprocent og et snævert flertal. Ud over at aftalen blev modificeret med højrefløjens fingeraftryk, betyder nejet at hele aftalen skal igennem en almindelig lovgivningsproces, hvor aftalen bliver genforhandlet og ikke mindst forhalet.

Et eksempel er lovgivningsprocessen omkring den særlige fredsdomstol (La Juristicción Especial de Paz), som skal tildele amnesti eller nedsatte straffe til krigens forbrydere på den betingelse, at de bidrager til at få sandheden frem om konflikten.

Fredsdomstolen er et centralt konfliktpunkt mellem fortalere og modstandere af fredsaftalen. Nej-fløjen kritiserer især, at FARCs ledere kan stille op til valg, mens Ja-fløjen fastholder, at fredsaftalens essens netop er, at guerillaen erstatter sine våben med politiske argumenter og går demokratiets vej. I begge lovgivende kamre er lovforslaget blevet forhalet af hundredvis af ændringsforslag, og desuden er senatorer udvandret i stor stil, så der gentagende gange ikke har været tilstedeværende nok til at stemme. Fredsdomstolen er endelig ved at være vedtaget, dog i en noget mere tandløs version end den oprindelige version i aftalen.

Der er ikke noget nyt i, at den tidligere præsident Alvaro Uribe og hans slæng søger at obstruere fredsaftalens implementering, men med fredsdomstolens lovgivningsproces er regeringskoalitionen, som ellers stod sammen om fredsaftalen, begyndt at smuldre. Dette er et klart symptom på, at præsidentvalget i marts og maj 2018 nærmer sig, og desværre for fredsprocessen finder mange politikere det opportunt at stille sig kritisk overfor fredsdomstolen, som er en bærende søjle i fredsaftalen.[ii]

Grundlovsdomstolen har erklæret at fredsaftalen er juridisk bindende i de næste tre præsidentperioder. Alligevel er der velbegrundet frygt for, at hele processen falder til jorden, hvis modstanderne af fredsaftalen vinder det forestående valg.

Leave a Reply
Your email address will not be published.
*
*

BACK TO TOP