Tumaco: I søgen efter de forsvundne

Oprindeligt publiceret af ColombiaNYT

Af Nina Lendal, frivillig for International Action for Peace

Som resultat af fredsaftalen mellem den colombianske regeringen og FARC-EP, har man lavet en ny enhed (Unidad de Búsqueda de Personas Desaparecidas) med det formål at lede efter konfliktens mange forsvundne. Enheden er endnu ikke trådt i funktion, da de sidste dekreter skal godskendes i kongressen, men den 12 juli 2018 mødtes enhedens nye direktør for første gang med en gruppe ofre for forsvindinger til en offentlig audiens i kommunen Tumaco. Som medlem af International Action for Peace ledsagede jeg advokatkollektivet Orlando Fals Borda, som organiserede audiensen i samarbejde med delstatens rundbord for ofre for tvungen forsvinding (Mesa departamental de trabajo para la prevención, asistencia y atención a víctimas de la desaparición forzada). Det følgende er min dagbog for fire dages ledsagelse i Tumaco.

10/07/18:

Jeg er på vej til Tumaco. I løbet af dette år, jeg har tilbragt i Colombia, har denne kommune i delstaten Nariño, indprentet sig i min bevidsthed med et hav af medieoverskrifter:

D.5. oktober åbnede politiet ild mod en gruppe demonstranter, der protesterede mod regeringens forcerede kokarydninger i Tumaco. De efterlod 6 døde og utallige sårede[i]. Tumaco er den kommune i Colombia med det største areal af kokaplantager[ii]. I marts 2018 dræbte en væbnet gruppe, ledet af alias ”Guacho”, tre ecuadorianske journalister, som de havde kidnappet[iii]. Adskillige væbnede grupper strides om kontrollen over Tumaco, da zonen er strategisk vigtig med sin geografiske placering tæt ved den ecuadorianske grænse og med adgang til stillehavskysten. Det siges, at Tumaco er verdens største narkohavn. Kun en uge inden audiensen blev Margarita Estupiñán dræbt af en paramilitær gruppe. Hun var en social leder i sit lokalsamfund El Recreo i Tumaco[iv].

11/07/18:

Mens vi kører ind i kommunehovedstaden, passerer vi den største militærbase, jeg nogensinde har set. Den bliver ved og ved langs vejen. Byen er bevogtet af soldater på ethvert gadehjørne. Denne militarisering er resultatet af Plan Atlas: En militær offensiv, der tilføjede regionen 9800 mand i oktober 2017[v]. Klimaet er varmt og fugtigt, og husene er bygget på stolper for at modstå tidevandet.

Under frokosten taler jeg med én af de ledere vi ledsager. Hun er træt af det negative billede, der altid bliver vist af Tumaco. Det er altid den samme historie om kaos og mangel på stat, fortæller hun. Jeg føler mig ramt, for som det fremgår af mine noter fra i går, var det netop det billede, der prægede mine forventninger, og som jeg var i færd med at reproducere.

Kl 15 informerer vores koordinator os om, at der har været et attentat mod en efterforskningsenhed fra den offentlige anklagemyndighed 74 km fra Tumaco, på den eneste vej, der fører til delstatshovedstaden Pasto. I løbet af eftermiddagen fortæller forskellige kilder, at alle de tre efterforskere i den angrebne bil blev dræbt, men det er uklart, hvem der står bag. Vi er bekymrede for alle dem, der skal rejse af samme vej for at komme til audiensen dagen efter, men de lokale beroliger både os og organisatorerne: ”Den slags episoder sker hele tiden her, ” siger de, og ”folk lader sig ikke intimidere så let.”

12/07/18:

På trods af attentatet møder folk talstærkt op til audiensen. Organisatorerne er nød til at bede køkkenet tilberede 100 kuverter oveni i 150, der var bestilt. Der kommer repræsentanter for offerorganisationer fra hele delstaten og mange pårørende til forsvundne fra Tumaco. Der kommer også repræsentanter for flere statslige organer relateret til spørgsmålet om ofre og forsvindinger. Kun direktøren for retsmedicin, som var kommet til Nariño for at deltage i audiensen, måtte vende om, da han hørte om attentatet.

Audiensen bliver åbnet af Alirio Uribe, som er kongresmedlem for partiet Polo Democrático Alternativo (Ikke at forveksle med ekspræsident Alvaro Uribe). Han lægger ud med et faktum, der illustrerer den noget absurde situation: ”Colombia er det eneste land i verden, der i sin konstitution forbyder at forsvinde sine borgere, ” fortæller han, ” på trods af dette, samt et hav af love og bestemmelser, beretter forskellige kilder om mellem 32.000 og 65.000 forsvundne”. Alirio Uribe understreger, at formålet med audiensen er at råbe myndighederne op, for at de omgående sætter arbejdet i gang med at identificere disse forsvundne, og hvis de er døde, at grave dem op og overdrage dem til deres familier.

Derefter starter ofrenes gribende interventioner. ”Man siger at Tumaco er meget farlig, men her er vi! Her er vi i vores søgen efter vores forsvundne,” siger en kvinde, vis søn er forsvundet. ”Når vi demonstrerer bliver forulempet, men vi fortsætter,” siger en anden.

På trods at dette utrolige mod, kommer det også frem, at der er mange barrierer, der hindrer folk i at tale og som hindrer at sandheden om hændelserne kommer frem i lyset. En ældre mand stiller sig op og siger, ”jeg bor i disse bjerge, og jeg ved hvor de døde er. Det er vi mange, som ved, men der hersker meget frygt for at tale. Jeg har selv børn. Hvis jeg taler i dag, dør jeg i morgen.” En ansat i kommunen, som er ansvarlig for at modtage anmeldelser, bekræfter dette vidnesbyrd, da hun forklarer at de væbnede grupper øver repressalier mod dem, der taler, og hun anmoder myndighederne om at fremme sagsgangen og etablere fortrolige rum for anmeldelser.

Nariño er den eneste delstat i Colombia, som har et inter-institutionelt rundbord med det specifikke formål at fremme arbejdet med at lede efter forsvundne[vi], og mange talere understreger at ofrene i delstaten allerede har gjort et stærkt organisatorisk forarbejde. Organisationernes budskab er, at institutionerne bør anerkende og støtte dette arbejde. ”Når I leder efter guld og olie her i regionen, er I i stand til at opfinde de mest komplicerede maskiner,” bemærker én af de lokale ledere, ”hvorfor opfinder I ikke maskiner til at lede efter vores forsvundne?”

Ved audiensens afslutning modtager den nye direktør for enheden til søgen efter de forsvundne, Luz Marina Monzón, en mappe med sager, som organisationerne har indsamlet. Hun takker de organiserede ofre for deres utrættelige kamp, og hun lover at prioritere Nariño i enhedens snarlige arbejde for at finde konfliktens mange forsvundne.

13/07/18:

Efter audiensen hører vi, at man har anholdt 14 medlemmer af alias “Guacho’s” gruppe, som ansvarlige for attentatet mod efterforskningsenheden[vii]. Igen skabte Tumaco overskrifter. Blandt andet blev der publiceret nye analyser med information fra hæren og den offentlige anklagemyndighed om, at der opererer ikke mindre end 7 illegale væbnede grupper omkring vejen mellem Pasto og Tumaco[viii].

Disse dage i Tumaco har efterladt mig med et indtryk af en region med en meget kompliceret sikkerhedssituation. Men, Tumaco har også indprentet mig et andet billede. Et billede af et modigt folkefærd med en stærk organisatorisk kapacitet. Et billede jeg gerne vil dele.

Leave a Reply
Your email address will not be published.
*
*

BACK TO TOP