Vi har to valg – Vi kan kæmpe eller dø

Michel Vasquez Higuera er en sort colombiansk transaktivist og social leder (udtryk brugt i Colombia om ledere af bondebevægelser, oprindelige folks organiseringer og ledere i lokalsamfund m.fl.). I august besøgte Michel Danmark under den anti-kommercielle Nørrebro Pride, hvor hun deltog i paneldebatter og lavede en workshop i samarbejde med TransAktion.


AF COLOMBIA SOLIDARITET

Siden Nørrebro Pride har Michel rejst i Europa, hvor hun har holdt taler og medvirket i radioprogrammer. Formålet med hendes tur er klar: Hun vil skabe international opmærksomhed om den aktuelle situation i Colombia efter fredsaftalen og levevilkårene for minoriserede personer, og hun kræver international solidaritet med Colombia.

COLOMBIA

Næst efter Brasilien er Colombia det land i Sydamerika med det største befolkningstal af Sorte. Ved Colombias stillehavskyst er 90% af befolkningen afro-colombianere. De er efterkommere af Sorte slavegjorte, som blev forhandlet og tvangsmigreret fra det afrikanske kontinent under den spanske kolonimagt.

Siden guerrilla gruppen FARC (på dansk en forkortelse af: Colombias revolutionære væbnede styrker) underskrev en historisk fredsaftale med den colombianske regering i slutningen af 2016, har håbet om social, politisk og økonomisk forandring været stor, især blandt de mange sociale ledere, som under konflikten satte deres liv på spil for at kæmpe for de mest udsatte befolkningsgrupper og personer.

Fredsaftalen satte et officielt punktum for et af de længstvarende væbnede konflikter i verden, som har foregået siden før FARC tog til våben i 1964. Det har været en blodig konflikt, som ifølge officielle tal har kostet over 260.000 mennesker livet, næsten 50.000 er forsvundet og mere end 7 millioner er flygtet fra deres hjem. Ifølge FN er over 80% af konfliktens uhyrligheder begået af paramilitære grupper, som fungerer som militærets og virksomheders lange arm.

Vi er ikke minoriteter – vi er usynliggjorte

Michel kommer fra Stillehavskysten i Colombia. Et område hvor afro-colombianere og oprindelige folk udgør størstedelen af befolkningen. Her findes en utrolig rigdom af naturressourcer og landområder. Paradoksalt er det et af Colombias fattigste områder, som har været hærget af den væbnede konflikt i mere end 60 år, og er blevet brugt som strategisk område for væbnede grupper og narkoproduktion. Udnyttelsen af Stillehavskystens naturressourcer og befolkning har været konstant siden kolonialiseringen af Colombia. Siden europæerne og kreolernes tilstedeværelse i Sydamerika, har især afro-colombianere og oprindelige folk levet under en hård statslig undertrykkelse, og hver eneste dag kæmper de for retten til at eksistere på deres land. Michel er en af dem, som kæmper for sin befolknings rettigheder, og på grund af hendes kamp for afro-colombianere og transpersoners rettigheder blev Michel tvunget til at forlade sit hjem i Stillehavskysten og flygte til Colombias hovedstad, Bogotá. Michels migrationshistorie er ikke enestående. Hun er bare én ud af over 7 millioner colombianere, som er internt fordrevne i deres land. Afro-colombianere og oprindelige folk, og især de sociale ledere, som kæmper for deres rettigheder, udgør en betydelig stor andel.

“At være colombianer er ikke det samme som at være afro-colombianer. Er man sort transperson er det meget værre. Volden vi lever med er meget værre. Man giver ingenting for vores rettigheder – vi er fuldstændigt usynlige. Vi ser det i medierne og i de “politiske arenaer”. Der har aldrig været en sort colombianer i præsidentløbet. De er alle hvide, mestizos og dybt eurocentriske. Hvem er de mest udsatte? Det er os, de mest undertrykte, med flest naturressourcer.”

I håbet om en anden tilværelse flygtede Michel til Bogotá, men her blev hun mødt med nye udfordringer. Undertrykkelsen skiftede form. Modsat Stillehavskysten, er den racialiserede sammensætning i hovedstaden primært udgjort af hvid eller lys mestizo. Michel blev mødt med racisme og trans-misogyni, og det blev tydeligt for hende, hvordan undertrykkelsen af folket fra Stillehavskysten og minoriteter er et strukturelt problem.

Det samme gør sig gældende i spørgsmålet om konflikt og fred. Ifølge Michel er den siddende regering  i fuld gang med at kaste en fredsaftale på gulvet, som sociale ledere og lokalbefolkninger fra de fattige landområder har sat deres lid og håb til. En fredsaftale som skulle have implementeret det, de kæmper for hver dag, uden at blive hørt: jordreformer, adgang til politiske indflydelse, substitution af coca afgrøder og erstatning til konfliktens ofre. Men sådan går det ikke. Den siddende regering, ledet af Iván Duque Márquez fra det yderste højrefløjsparti, Centro Democrático, er i fuld gang med at rulle fredsaftalen tilbage. Tiltagene i aftalen er blevet udskudt eller direkte ignoreret, og udenfor de store byer, særligt ved Stillehavskysten er det svært at ane at konflikten skulle være slut. Prisen for den politiske inkompetence bliver ikke betalt af storbyens hvide og meztisos, af de samme som altid: de usynliggjorte.

Det vi ikke taler om, findes ikke

I Colombia er de sociale ledere, som kæmper for lokalsamfundene og deres rettigheder, ekstremt udsatte. Mange af dem lever som internt fordrevne, de oplever vold og trusler, eller bliver slået ihjel. Siden fredsaftalen i 2016 har antallet af mord på sociale ledere været så høj, at vi skal langt tilbage i Colombias historie for at se en lignende situation. Ifølge Michel er det politiske klima i en tilstand, hvor det nærmest er umuligt at trænge igennem til dem med magt eller skabe forandringer. Michel mener, at nøglen til sociale forandringer ligger hos de sociale ledere, der ved hvordan situationen er i lokalsamfundene. Desværre er det er også disse ledere, der bliver ignoreret fra regeringens side, og som lever under den konstante trussel af forfølgelse, vold og mord. For Michel er det derfor en kerneopgave at visibilisere denne situation.

“Det vi ikke taler om, findes ikke. Så længe de mennesker, der er påvirket mest af denne konflikt ikke kommer til orde – hvad end de bliver gjort stille, får frataget deres stemmer, eller bliver slået ihjel – kan regeringen fortsætte med at sige at der ikke er et problem, eller pålægge andre skylden, f.eks. Venezuela. Hvis ikke der er en bevidsthed om at de mennesker, som bliver forfulgt, jaget på flugt, dræbt osv. rent faktisk findes og kæmper, kan man lade som om der ikke er et problem.”

MICHEL

Michel er i Europa indtil midten af November. Hun har i forbindelse med sit ophold holdt taler, deltaget i paneldebatter og radioprogrammer, mange gange uden betaling. Man kan støtte hende økonomisk og hjælpe med at betale for hendes ulønnede arbejde ved at donere via Mobilepay: 30488018.

Med fredsaftalen turde Michel, og mange andre sociale ledere, for første gang at håbe på en rigtig forandring i landet. Det er måske også derfor skuffelsen er så present for Michel. Michel er sikker på at endnu hårdere tider er i vente, og hun har gode grunde til at være bange. Flere end 700 sociale ledere er blevet slået ihjel siden fredsaftalen blev underskrevet i 2016, og alene i år er allerede flere end 155 blevet slået ihjel, et tal som er langt højere end årene før fredsaftalen. På papiret er konflikten overstået, men under den nye præsident Duque fortsætter krigens mekanismer ufortrødent og uforstyrret.

Forandringen skal komme nedefra, ikke fra magtens centrum

Hver eneste dag en kamp for Michel som Sort trans kvinde. Hun modstår hele tiden hetero-patriarkatet og hvidt overherredømme, hvilket har lært hende følgende: “Vi har to valg: Vi kan kæmpe eller vi kan dø”. Michel vælger at kæmpe. Hun vil ikke passe ind i et system, der ikke inkluderer hende, hendes folk eller andre minoriteter. Hun vil ændre systemet.  “Forandringen skal komme nedefra – ikke fra magtens centrum,” siger Michel. Derfor har hun i løbet af de sidste par måneder været i København, Århus, Berlin, Zürick, Paris og Genève for at gøre europæerne opmærksomme på den politiske situation i Colombia. Hun stopper ikke med at kæmpe og bliver ved med at bruge sin stemme til at sige fra. 

COLOMBIA SOLIDARITET

er i øjeblikket, udover samarbejdet med Michel, igang med det indledende arbejde til en solidaritetskampagne med Liberación de la Madre tierra  – en proces startet af nasa-folket i Cauca, der har til formål at generobre det land der ved kolonisering blev taget fra dem, og beskytte Moder Jord. Derudover har Colombia Solidaritet tre repræsentanter med som valgobservatører til lokalvalget i Colombia d. 27. Oktober.

“Europa lukker deres døre, for de vil ikke have migranter. Men I har et ansvar, for I var de første til at kolonisere og ødelægge alting med jeres kapitalisme. Alle handlinger har en konsekvens – så hvad har I tænkt jer at gøre?! Det er et spørgsmål om reparationer på globalt niveau. Her i Danmark er der mange folk med mange penge og privilegier som lukker dørene. Racisme, diskrimination, i tror i gør det godt, men det gør i ikke. Det er nu i skal steppe op og stille Duque (Colombias præsident red.) til ansvar! For ellers er det ude med os! Og det er ikke måske – det kommer til at ske! Vi har ret til livet! Vi har været mange år i krig. I år var året med flest myrdede ledere og det internationale samfund gør ingenting! Støtten fra Danmark er vigtig, og ikke bare vigtig. Det er et historisk ansvar.”’

Den fortsatte konflikt i Colombia er altså ikke udelukkende et nationalt anliggende. Europa er med til at videreføre koloniale strukturer, der undertrykker Sorte og oprindelige befolkninger i Colombia, og skal stilles til ansvar. Europa profiterer på konflikten i Colombia igennem rovdrift på naturen, stjålet land og mennesker drevet på flugt. Eksempler på overtrædelser af menneskerettigheder findes i forbindelse med danske investeringer i minedrift og spansk-italiensk ejet hydroelektriske dæmninger. Pengene og  ressourcerne forbliver i magtens centrum.

Michel er hver dag tvunget til at vælge mellem at kæmpe eller dø. Hendes situation er ikke enestående og mange lider under udnyttelsen af Colombia. Det er på tide at vi viser solidaritet på tværs af landegrænser og kontinenter! Michels besked er klar:

“Visibilisér de usynliggjorte! Hjælp med at give en stemme til de, som bliver nægtet en, og støt de sociale ledere i at få indflydelse og selvbestemmelse i deres lokalmiljøer”

Leave a Reply
Your email address will not be published.
*
*

BACK TO TOP