Paramilitære grupper og politi går amok i Colombia

Oprindeligt publiceret af Arbejderen.dk

Af AH@ARBEJDEREN.DK

Danske Nina Lendal beretter fra Colombia om bevæbnede civile, der samarbejder med politiet imod demonstranter. 14 blev dræbt på én dag i Cali. Hun beretter også om en stemning af frygt blandt demonstranterne, der får trusler eller bliver forfulgt af mænd på motorcykler.

Grupper af civile med våben og paramilitære enheder samarbejder åbent med politiet i at dræbe og såre fredelige demonstranter i Colombia, der nu i over fem uger har gået på gaden for at protestere mod regeringens nyliberale politik.

Danske Nina Lendal fra den uafhængige ngo Colombia Solidaritet bor permanent i storbyen Cali, der siden udbruddet af demonstrationer 28. april har været center for protesterne. Alene den 28. maj blev 14 dræbt i byen.

– Situationen er tilspidset, og volden har taget en uhyggelig paramilitær retning. De angriber blokaderne i byen. Der er mange eksempler på, at demonstranter bliver skudt af hætteklædte på forbipasserende motorcykler, siger Nina Lendal over Messenger.

– I kvarteret Ciudad Jardin i Cali samarbejder bevæbnede civile med politiet. Nu er det ikke kun politiet, der målretter protesterende, tilføjer hun.

Reddet af bodyguards

Nina Lendal fortæller, at der længe har været opråb om de mange mord på sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere i Colombia.

– Dette problem er kun vokset. En af mine gode politiske kammerater er netop blevet udsat for et attentat, hvor han kun blev reddet af sine bodyguards, fortæller danskeren.

– Og i går havde jeg besøg af en anden politisk ven, som har fået sat en pris på sit hoved af forsvarsministeren. Selvom han har oplevet virkelig meget forfølgelse gennem tiden, fortalte han, at han aldrig har været så bange som nu, for enhver, han møder, kan tjene gode penge på at udlevere ham, og de vil sandsynligvis hellere “forsvinde ham” end sætte ham i fængsel. 

Nina Lendal fik i løbet af tre dage førstehåndskendskab til overgrebene i byen, da hun i slutningen af maj og frem til 1. juni ledsagede en delegation fra den argentinske menneskerettighedsgruppe Misión Internacional de Solidaridad y Observación de DD.HH.

Danskeren mødte blandt andet på sin tur med den argentinske delegation i slutningen af maj en mor, hvis søn, Maicol López, netop var blevet dræbt af uropolitiet i Yumbo udenfor Cali.

70 døde

De grove brud på menneskerettigheder har fået opmærksomhed langt ud over Colombias grænser.

I går tirsdag landede en delegation fra den interamerikanske menneskerettighedskommission (IACHR) i hovedstaden Bogota. Målet er at analysere menneskerettighedskrænkelser begået af uropolitiet (ESMAD).

De vil blandt andet møde regeringen og opsøge ofre og efterladte.

Tilladelse til besøget har været et af protestbevægelsens krav i flere uger.

Siden den 28. april, da den landsdækkende strejke begyndte, har Strejkekomiteen (CPN), der koordinerer aktionerne i landet, registreret 70 dødsfald som følge af politivold under protesterne. 14 af dem fandt sted i Cali den 28. maj.

CPN melder også om 3800 eksempler på politivold, 51 øjenskader – folk har fået skudt øjne ud eller beskadiget et eller begge øjne – 1502 vilkårlige anholdelser og 87 tilfælde af vold af sexistisk karakter.

Frygt hærger

Nina Lendal hørte førstehåndsberetninger fra ofre for vold eller pårørende på sin tur rundt i Cali.

Demonstrant arresteres i Cali 4. juni.
Foto: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix

– Her er virkelig en stemning af frygt blandt de demonstrerende. Der er mange eksempler på, at folk får telefonopringninger med trusler, folk bliver forfulgt af mænd på motorcykler, mens der er mange ransagninger i boligområder, hvor politiet trænger ind uden arrestordre eller ransagningskendelser, lyder det fra danskeren.

– Det er vigtigt at pointere, at undertrykkelsen har en sexistisk og racistisk komponent. Det går meget hårdt ud over kvinder, LGBT-aktivister, der bliver sexkrænket. Afro-colombianere er også meget hårdt ramt. Torturen er massiv, siger Nina Lendal.

Alligevel fortsætter protesterne i Colombia på sjette uge.

Leave a Reply
Your email address will not be published.
*
*

BACK TO TOP