Hvad er prisen for fred i Colombia

Sociale bevægelser frygter repression i ly af fredsforhandlinger mellem Colombias regering og oprørsbevægelsen FARC.

Artikel bragt i Modkraft d. 3. september 2013

AF MIKKEL THYDAL

Manges øjne er rettet mod Colombia, efter regeringen er begyndt at forhandle fred med guerillagruppen FARC.

Europæiske medier håber Colombias præsident, Juan Manuel Santos langt om længe kan skabe fred i det konfliktprægede land.

Der hersker en optimistisk stemning ud fra en forventning om, at Colombia snart kan træde ind i en æra af post-konflikt og starte et nyt kapitel om fred.

Men hvad er det for en fred, der diskuteres, og for hvem?

Fredsvagter lukker ned

Jeg har brugt de sidste seks måneder på at lukke ledsagerorganisationen International Peace Observatory (IPO).

IPO er en organisation, der siden 2008 har sendt internationale fredsvagter til Colombia for at dokumentere overgreb på menneskerettighederne mod bønder, fagforeningsarbejdere og menneskerettighedsaktivister.

Gennem lobbyarbejde og ledsagelse af disse mennesker i regionerne, har arbejdets formål været, at give plads til kampen for bedre rettigheder uden trusler om overgreb, falske beskyldninger og chikane fra ordensmagtens side.

I foråret 2013 løb organisationen tør for penge og steder at søge om flere.

Lukningen indebar, udover administrative opgaver som at tømme kontoret, at framelde telefon og internet, en lang række ubehagelige møder med samarbejdspartnere, der skulle have nyheden overdraget om, at de nu måtte klare sig selv, da vi ikke længere kunne stå til rådighed i landet.

I løbet af de to uger, hvor vi overdrager nyheden om lukningen, er reaktionen den samme:

En bonde sidder lidt eftertænksomt og stirrer, inden han siger:

»Vi er selvfølgelig rigtig glade for det arbejde, I har lavet indtil nu, og vi forstår, at der ikke er så meget I kan gøre ved jeres økonomiske situation. Men i al den tid I har ledsaget os, er det her nok det værste tidspunkt I kunne forlade os på. Vi er jo helt alene. Hvad skal vi gøre nu?«.

Den historie gentager sig selv på den ene eller den anden måde ved alle møderne. Hver gang er der stilhed, hver gang er der forståelse. Men der er desperation og opgivelse samtidig med forståelsen.

For disse organisationer er fredsforhandlingerne nemlig forholdsvis ligegyldige. Om FARC er aktive eller ej; organisationerne står stadig overfor trusler om fordrivelse, forfølgelse, chikane, overvågning, mistænkeliggørelse og fratagelse af rettigheder.

Alt sammen grundet det arbejde, de udfører, eller den skæbne, der nu lige er tilfaldet dem, som at bo det forkerte sted, forlange retten til at dyrke jord, forlange svar fra regeringen eller forlange et hjem, der er blevet taget fra dem, tilbage.        

Vækst og investeringsmuligheder

Alle disse bekymringer for almindelige colombianere fortsætter, mens Time Magazine sætter Manuel Santos på forsiden, Nobel nominerer ham til fredsprisen og Danmark sender udenrigsministeren til et seminar om grøn vækst, og udforsker det spændende nye marked i Sydamerika.

Den vestlige verden valfarter til Colombia for at undersøge investeringsmuligheder, og der bliver snakket nye frihandelsaftaler med både USA, Korea og EU.

I Colombia  har man siden Santos tiltrædelse som præsident talt om, at landet snart befinder sig i en »post-konflikt«. Lytter man til Santos’, og hans regerings, retorik kunne man næsten komme til at tro at der allerede er fred og at det bare er et spørgsmål om at underskrive en aftale.

Mange firmaer har været tilbageholdene med at investere i Colombia og åbne op for tilstedeværelse i landet grundet frygten for FARC, som er kendt for at kidnappe medarbejdere fra – og sabotere multinationale firmaer.

Med en fredsaftale og våbenhvile fra FARC’s side ser det colombianske marked langt mere tillokkende ud for europæiske og amerikanske investorer.

Fredsaftalen med FARC og frihandelsaftaler har været første prioriteter for den nuværende regering i Colombia siden tiltrædelsen, og det kunne se ud som om at 2013 er året hvor det hele falder på plads.

Sociale mobiliseringer

På samme tid har 2013 været året hvor kaffebønderne, minearbejderne, universitetsprofessorer og studerende har været i længerevarende strejker og landet befinder sig nu midt i en generalstrejke  hvor førnævnte sektorer har slået sig sammen med sundhedsmedarbejdere, lastbilchauffører, risbønder, sukkerrørsbønder og de samlede bønder fra regionen Putumayo.

Baggrunden for strejkerne er bl.a. det usikre colombianske marked og de lave priser landbrugsarbejderne får for deres afgrøder. En situation, de frygter kun vil blive værre, hvis frihandelsaftalerne får medvind.

Alle protester og strejker er blevet mødt af benægtelse fra regeringens side og hård undertrykkelse af politi og militær, som bl.a. har indebåret deciderede tæsk af fredelige demonstranter, afbrænding af fødevarer og transportmidler, samt natlige gas- og voldsangreb på sovende demonstranter.    

Det internationale samfunds blinde øje

De sidste par år er det gået samme vej for næsten alle internationale menneskerettighedsorganisationer, som arbejder i Colombia.

I løbet af krisen er der kommet færre og færre midler til fra Europa og USA, og alle organisationerne har oplevet et fald i ressourcer, hvilket betyder færre frivillige, færre samarbejdspartnere, færre muligheder for fysisk ledsagelse og meget mindre tid.

Det giver nogle rigtig svære præmisser for disse organisationer til at udføre deres arbejde, og i foråret bukkede IPO under som de første, men afgjort ikke de sidste.

I maj kom nyheden om at, FN, grundet fredsforhandlingerne og de sidste års nedtoning i den væbnede konflikt, har besluttet at lade kontoret for højkommissæren for menneskerettigheder (United Nations Office of the High Commissioner for Human Rights; UHCHR) køre videre et år til, og derefter indstille sit arbejde i Colombia.

Der tegner sig altså et faretruende mønster i Colombia:

Med fredsforhandlingerne forsøger man fra USA og EU’s side at investere sig ud af krisen, men med et blindt øje på den kritiske menneskerettighedssituation, der udspiller sig sideløbende.

Vil man handle med colombianerne og lægge noget handling bag sin begejstring over fredsforhandlingerne, burde indsatsen for sikringen af menneskerettigheder gå hånd i hånd med indsatsen i økonomiske investeringer.  

Ingen fred for folket

Colombia er et land, hvor politiske mord, intern fordrivelse, frihedsberøvelse og forfølgelse er på dagsordenen hver dag. Et land med flere aktive paramilitære grupper og en intern politisk linje, som er meget fjendtlig stemt overfor fagforeninger og menneskerettighedsforkæmpere.

Mange af de overgreb, som finder sted, er rettet mod en befolkningsgruppe, som intet har med guerillaen at gøre.

FARC bliver ofte brugt som undskyldning på disse overgreb, da det er en anklage der kan legitimere næsten hvad som helst.

Men selv efter en eventuel fredsaftale, vil virkeligheden for Colombias bønder og arbejdere stadig være en massiv undertrykkelse som følge af krav på rettigheder.

Så når der læses om fredsforhandlinger, er det vigtigt at være opmærksom på, at en fredsaftale mellem stat og guerilla, er en fredsaftale der bliver indgået mellem to væbnede parter – ikke med resten af Colombias 40 millioner indbyggere.

Mikkel Thydal har været udsendt til Colombia for fredsorganisationen International Peace Observatory

Leave a Reply
Your email address will not be published.
*
*

BACK TO TOP