Vi er vinden der ryster dalene

Nasa-folket i Colombia besætter sukkerrørsplantager og dyrker mad til folket

Uddrag oversat til dansk fra “Bajo el Cemento, el Alimento! Memorias de la Segunda Marcha de la Comida” og “Sencillamente Nasas, ante la compleja situación, la vida sencilla.”

Vi er Nasa-folket fra det nordlige Cauca, som står op imod den kapitalistiske magt, der slavegør Moder Jord. Vi kommer ned fra bjergene, fra skovene og søerne, som vi blev udvist til. Vi kommer for at genvinde de frugtbare jorde i dalene, som blev taget fra os for år tilbage af den besættende magt. 

14. december 2014, med fem århundreders kamperfaring, bryder vi ind hos Colombias rigeste mand, Carlos Ardilla Lülles. På hans fincaer som han havde slavegjort med sukkerrør til produktion af sukker og brændstof. Unge og gamle gik vi i offensiven, og vi stoppede med at spørge staten om lov til at vende tilbage til vores jorde. Tidligt om morgenen den 15. december tager historien en drejning: fra udnyttede og ekskluderede, til frigjorte og befriere af Moder Jord. 

I dag lever mange Nasa-familier i disse fincaer, ni i alt, og der kommer flere til. Her slår vi rødder og genfinder vores navlestreng til Uma Kiwe (Moder Jord på nasa yuwe; Nasaernes sprog). Vi bygger hytter med køkken, latrin, bad, halvtag til møder; vi hugger sukkerrørene ned og planter majs, bananer, yuca, bønner; vi lader bjergsiderne gro til og ser, hvordan de vilde dyr vender tilbage; vi opdrætter kvæg, høns og ænder; vi konfronterer Esmad (Colombias antioptøjer enhed) og hæren i tæt på trehundrede mislykkede rydningsforsøg; vi sætter os op imod tohundrede retssager; vi passer på hinanden overfor næsten seksten dødsdomme fra de paramilitære imod vores proces; vi græder over og ærer mindet om ni jordbefriere, som er blevet dræbt siden 2005; vi deler den gode høst med basisorganiseringer og græsrødder i byerne, gennem indtil videre fire mad-manifestationer. 

På en sten står der skrevet, helt simpelt, “mens nogle få forøger deres rigdom gennem sult og slavegørelse af jorden, så befrier vi den for at gro mad og dele dem.”

Og sådan skete det, at i marts 2018 tog vi afsted for første gang, for at dele ud af de befriede afgrøder med basisorganiseringerne i byen Calis udkanter. Vi tog ikke ind til centrum, eller for at tale med nogen vigtig mand i slips, vi tog afsted for at mødes med folket, der som os, kæmper for at forsvare deres jord og liv udefra udkanterne, hvor kapitalismen har sendt dem hen. Sådan blev det klart at La Liberación de la Madre Tierra ikke er en kamp som Nasaer kun kæmper for Nasaer. Det stod skrevet på stenen. 

Og endnu stærkere end hvad troet: da vi så ansigterne, da vi så vores afgrøder i bunker, forelskede mange venner, organiseringer og kollektiver i byen sig i denne drøm og de bestemte sig for at marchere med os. Da forstod vi mere end nogensinde før, at vores kamp fra det nordlige Cauca giver genlyd i mange andre kampe, at vi ikke står alene i alt den her skørhed, ligesom Moder Jord ingen grænser har: Kampene for hendes befrielse kæmpes i Colombia og i hele verden, på landet og i byerne, flertalligt og diverst. 

Leave a Reply
Your email address will not be published.
*
*

BACK TO TOP